Du finder fremover HellesHyggeblog på:

www.helleshyggeblog.dk

SÅ er jeg klar til at rykke teltpælene op.

Har jeg glemt noget? Nå, pyt. Jeg afleverer jo ikke nøglerne helt, så jeg kan altid tage tilbage på besøg.

Tak til Fyens Stiftstidende for logi her hos Smartlog. Det har været et fint, fint stykke legetøj, der her har været stillet mig kvit og vederlagsfrit til rådighed. 

Her 2 år og 6 måneder efter de første blogindlæg, er jeg klar til at flytte i eget hus.

Så må vi håbe, jeg kan klare mig selv ... Det skal nok blive sjovt.

Til alle mine læsere: Jeg håber I vil følge med mig over på www.helleshyggeblog.dk.

Tak for nu og på gensyn i min nye stue www.helleshyggeblog.dk

Men hvad skal jeg så have med mig ind i mit nye hjem?

Hmmm... (*kigger sig omkring*) - det bliver ikke meget. Langt det meste efterlader jeg her hos Smartlog på min gamle blog. Den får lov at stå uberørt hen for eftertiden, så længe det nu passer Smartlog at bevare mine historier.

Jo!! linkene til mine yndlingsbloggere!! DEM skal jeg huske.

Det er godt jeg har god tid til alt det praktiske.  :-)

Så er det ligefør det sker! HyggeHelle er snart klar til at flytte i eget hus.

Catarina har været forbi og jeg er kommet 10 lange skridt nærmere en flytning her fra Smartlog.

:-)

DCU Motions jubilæumshæfte lå i min postkasse, da jeg kom hjem.

Meget passende.

Klubbladet er væk fra mit skrivebord for denne gang. Jeg har fået den nye www.fam-stougaard.dk sat op (sådan da) - jeg skal ABSOLUT ikke have noget skærmarbejde i aften!

I stedet kaster jeg mig på sofaen og går i krig med den her 72 sider tykke tryksag.

"Hej Helle. Jeg syntes lige du skulle have noget smukt at se på i denne stormfulde tid".

Jeg kan allerede mærke, at den solnedgang varmer  :-)

Føj for pokker, hvor det stormer og regner! Det er rigtigt efterår i dag.

Ka' der for pokker ikke komme nogen, og få det til at gå væk!?

Hmmm... ? Næ, det er der vist kun mig selv til ...

Starter med at sørge for lidt hygge (Jeg har tændt så mange levende lys, at Emilie er kommet i julestemning!).

Så booker jeg mig ind til en spinningtime kl. 11.00 (Det er ikke vejr til udendørs cykling i dag).

Men først kan jeg nå at bringe mit hjem i pæn orden. Så bliver her rart at være og så går det altsammen alligevel.

Mit hæve/sænkebord er havareret. Lige nu er jeg skæv i hele kadaveret, fordi bordet hælder, så skærme og lignende grej truer med at rutche på gulvet.

Pis ...!

Når sådan noget sker, gennemgår jeg i mine tanker, hvem jeg kan ringe efter hjælp hos.

Det skal være én som er teknisk og frem for alt tilgængelig.

Igen, igen falder ender mine tanker hos Finn - naboen til den ene side. Igen, igen ringer jeg til ham og klager min nød - og han lover (igen, igen) at kigge ind til mig, straks han får tid.

Stakkels ham - han er en travl mand. Det er ikke sjovt at have en hjælpeløs nabokone, der ikke kan klare sig selv  :-(

Der er så mange dage, hvor vi alle 3 hver for sig suser ud af døren med et stykke rugbrød i den ene hånd og et æble i den anden. Som i går, hvor Emilie og jeg deltog i den første spinningtime, på Baghjulets lukkede hold.

Det var iøvrigt sjovt - hverken Emilie og jeg har nogensinde prøvet det med pulsmåler. Vi har noget at lære!

I aften er vi hjemme alle 3 og vi har planlagt og aftalt et sundt måltid slowfood sammen.

Jeg har tænkt lidt for meget over livet og døden i de forgangne dage. Tirsdag eftermiddag blev jeg ringet op, på vej hjem fra arbejde. Jeg fik en sørgelig nyhed, om et et dødfald i bekendtskabskredsen.

En cykelkammerat vi har kendt og cyklet sammen med gennem 9 år er død.

I 2005 kørte Pia og jeg Vattenfall Cyclassics sammen med ham. Dengang skrev jeg om ham:

"Frede lå forrest og gav med vilje fuld skræld, for at provokere os til at følge med. Det gjorde vi så. Frede kører helt kanon - han ligger rocksteady på sin cykel, næsen ned i styret, ingen slinger i valsen og stærk som en okse. Man kan trygt lægge sig på hjul der - han trækker fremad"

Bomstærk og godt kørende - frisk og snakkelig, sådan var han også sidst, jeg var på tur med ham som turleder. Det var i august.

14 dage før Landsstævnet meldte han afbud pga. ondt i ryggen. For en måned siden fik han stillet diagnosen kræft. I mandags døde han.

Og i morgen, skal han begraves.

Tænk, at det kan gå så stærkt - det er simpelthen ikke til at forstå at han er væk ...    :'-(

Jeg kan ikke tage mig sammen til, at gå ind på hjemmesiden og slette hans navn fra navnelisterne.

Mange timers arbejde foran computeren er ved at være afsluttet for denne gang - jeg har så godt som lagt sidste hånd på oktobernummeret.

:-)

I aften havde vi bestyrelsesmøde. Der var en del afbud, så vi var kun 4, men altså stadig beslutningsdygtige.

Fraværende var bla. vores formand, som er kendt for at være dygtig og sparsommelig. Så var det vi fik den geniale idé, at holde lidt fis med ham. Så vi skrev TO referater – det rigtige referat  -  og så et, hvor vi  skrev, at vi havde bevilliget et tilskud til et udvalg, fordi vi syntes de havde taget et godt initiativ:

”Bestyrelsen har enstemmigt besluttet, at yde et økonomisk tilskud på 20.000 kr. + 14 par cykelbukser”, skrev vi!!

Muar – har – har  – muah –haaaa – haaaaa - har – har –hi –hi –hi …. Hvor vi morede os. Ajjj, hvem der bare kunne være en flue på væggen og se formandens ansigt, når han læste det her referat.

Det var fanme god humor!

Nå – vel hjemme, fik jeg brug for at snakke med Kaj. Det gør jeg tit. Så jeg sendte ham en sms, hvor der stod: ”Hvad laver du?”.

Der kom straks svar tilbage:

”Jeg er på luderbar”, stod der.

Jeg gloede forbløffet på sms’en – det plejer ikke at være Kajs tone. Der var noget galt.

Straks efter, kom der da også en sms mere, hvor der stod: ”Det var Niels, der havde taget min telefon. Han prøver at være sjov”.

Sjov?!?!

Niels, det er Kajs projektleder. Dvs. det er ham der i øjeblikket sidder og vifter en kontraktforlængelse for næsen af MIN mand – en forlængelse, der hvis det bliver – vil betyde at MIN mand ikke kommer hjem før til marts!!

Og så skriver han hjem til mig, at Kaj er på luderbar!!!

Det er fanme dårlig humor!!

I aften har jeg booket mig ind til 2 forskellige møder!!

Nu skal jeg vælge om jeg vil svigte drengene i bestyrelsen eller pigerne i festudvalget.

Jeg vælger at svigte pigerne i festudvalget, fordi jeg trods alt tror, de bedst kan undvære mig :-)

Til gengæld har jeg sagt til pigerne, at de endelig bare skal tildele mig nogle opgaver, når nu jeg er fraværende i aften.

Så kan vi altid se, om jeg husker at udføre dem  :-/

Sådan går det, når man har for meget om ørerne. Jeg arbejder på, at gøre noget ved det ...

PS - Til gengæld er klubbladet (så godt som) klar til tryk.

Jeg kom IKKE i motionscenter.

Men ... altså, nej, undskyldningen er faktisk ikke dårlig - men god. Jo, for tasken var pakket og Emilie (som skulle med) sad med overtøjet på da ...

... jeg (netop som jeg ville lukke computeren ned) fik en mail om, at flytningen af mit webhotel på fam-stougaard.dk var trådt igennem. Og så måtte jeg da liiiiige ind og kigge - og jeg skulle jo også have sat min mail op igen (ikke?) ...

... og mens jeg bøvlede med det, tikkede et par indlæg til klubbladet ind (deadline i morgen), og et enkelt indslag til hjemmesiden. Og det fik jeg også lagt på ...

Og ....

Og ... jeg FIK faktisk én til flere succesoplevelser i aftes. FIK f.eks. min mail sat op igen og det har jeg ellers aldrig prøvet før.

Jeg fik så også (desværre) et par uvenner på min vej. For Emilie blev sur, for hun skulle have været med i fitness centeret og Kaj (som jeg ellers allerede i lørdags, havde adviceret om det forestående skift af mailudbyder) nåede ikke at flytte sine webmails og mistede dem alle sammen oppe i Norge.

Ak - hvor der handles der spildes.

Nu må jeg bruge de næste par dage, til at få gjort dem begge to gode igen :-/

PS - fik jeg sagt, at jeg var firkantet i øjnene, da jeg dinglede i seng kl. 22.30?

For POKKER jeg skal i fitness center i aften!

Jeg SKAL, jeg SKAL, jeg SKAL.

Jeg har ikke været der i flere uger, fordi Kaj har været hjemme (og jeg må jo nyde ham, når han er her) og fordi jeg var træt efter Landsstævnets 230 kilometer og fordi jeg har været ude at svømme og til ryggymnastik og cyklet på Munkebjerg og har prøvekørt min nye mountainbike og ... og ... og ...

Slut med dårlige undskyldninger. Jeg har betalt en FORMUE for at få lov at dyrke motion i det center, så i aften SKAL jeg ud og "rive i gammeljern".

Den nye CD med Infernal

Dagens træningstur blev 76 kilometer - og vi fik Munkebjerg med, hvilket var rigtig godt for min selvtillid.

For jeg kom (selvfølgelig) også op denne gang - langsomt, langsomt - men op kom jeg.

Ikke dårligt, her sidste søndag i september 2008.

Du godeste!

Er der allerede gået 20 år? Jeg husker tydeligt, da vi sad og så de første programmer.

Jeg var meget, meget ked af det …

Den 28. september 1988 mistede jeg et barn, ved en tidlig abort. Det skete efter et par ret dramatiske dage, som endte på Odense Sygehus, da alt håb om at bevare graviditeten var ude.

Vi var rigtig, rigtig kede af det, for det er jo ikke sådan en udgang man regner med, når man lige er begyndt at glæde sig til sit første barn.

Men vi var unge (23 og 26 år) og lægerne trøstede os med, at vi nok skulle få et andet barn engang. Vi fik sågar grønt lys til at gå hjem og lave et – hvilket vi ret hurtigt havde held med, kan I nok regne ud .... Nikoline fylder 20 år om godt 9 måneder.

Men altså, den lørdag i oktober 1988, hvor vi så TV2’s premiere hjemme fra lejligheden i Odense, og dagene op til, var nogle triste dage, husker jeg.

Jeg opdaterer hjemmesiden lørdag morgen, mens jeg drikker morgenkaffen. Indlægget handler om den famøse dyrepark, som både vores cykelklub og de lokale orienteringsløbere har indgivet protester mod, fordi store dele af skoven vil blive hegnet ind, så borgerne ikke længere kan komme der.

Det lader ikke til, at vi er blevet hørt. Borgmesteren håber nemlig på, at han skal indvie dyreparken inden 1. april - og så skal han hurtigst muligt i gang med at sætte kronvildt ud, siger han i avisen.

* gaaab *

Hey - Det minder mig om: Jeg så da kronvildt i Kongebroskoven i går, da jeg inviede min nye mountainbike. Fyren herunder var så tam, at han næste kom helt hen til hegnet. Mens han stod der, kæmpede HyggeHelle for at finde kameratet i bunden af cykeljakkens lomme og mens hun gjorde det, blev den flotte fyr træt af at vente og gik sin vej.

Der har vi så dyret. Min nye mountainbike.

Har lige prøvekørt den - bare lige 1 time på de sædvanelige skovstier. Lige så forsigtigt.

Den føles .... underlig.

I eftermiddag får jeg min nye mountainbike. Erik har i hvert fald lovet, at have den klargjort til mig.

Der skal foretages forskellige småjusteringer. Blandt andet skal der skæres noget af styret, så det bliver smallere.

Så - dagen i dag må godt bare skynde sig at gå. Og hvis jeg kender den ret, så gør den det også.

Fredagen startede med 1000 meter svømning kl. 05:30. Allerede kl. 13:30 "ringer det ud" til fyraften. Og da jeg er sådan en, der passer mine aftaler, så passer jeg helst også mine gå-hjem-tider - ellers skrider tidsplanen jo i den anden ende...

I dag må jeg enten spadsere på arbejde, eller få Nikoline til at køre mig ...

Jeg håber, at jeg kan have min nye mountainbike stående her i stuen hos mig i aften, når jeg skal holde "fredags nydning" med mig selv :-) 

Kl. var fem minutter over fire. Jeg stod inde på min chefs kontor og var ved at afklare et vigtigt spørgsmål, da min mobiltelefon begyndte at ringe (hidsigt og vedvarende) inde på mit skrivebord.

Da jeg kom tilbage havde jeg 4 ubesvarede opkald.

Et af numrene kendte jeg ikke. Jeg ringede det op. Det var Catarina.

På grund af dramatiske og ubehagelige overraskelser på hjemmefronten, var hun nødt til at udsætte vores Wordpress aftale.

Det blev altså ikke i dag, jeg fik mødt Catarina face-to-face – men jeg fik hørt hendes stemme.

Og af den kan jeg i hvert fald udlede, at hun og jeg er hjemmehørende på samme Ø, da hun på klingende fynsk sagde:

”De har sgu taa’et min compjuuuter!!”    ;-)

Drømmer jeg eller er jeg vågen?

Bliver i hvert fald mødt af noget, der minder om et "Sort Mareridt", da jeg vil stikke ind på motionscykelklubben Pedaltramp Sydfyn's hjemmeside www.pedaltramp.dk, for at se nærmere på det forestående Alpetramp.

Hvad pokker sker der her?

Jeg skal mødes med en person, jeg har mødt på nettet. Jeg har aldrig mødt hende IRL (som det hedder – det betyder In Real Life, har jeg lært), men det skal jeg så nu.

Det er lidt vildt!

Det var det vi advarede børnene mod, da de var små. Lad være med at mødes med personer, I kun kender fra nettet. Måske er de ikke hvad de giver sig ud for? Hav i hvert fald en ven med, for en sikkerheds skyld.

Derfor har Emilie også sagt, at hun nok hellere må blive hjemme torsdag aften, hvor min net-date har meldt sin ankomst.

Hi-hi – jeg er slet ikke nervøs. Jeg er sikker på Catarina er lige så sød og sympatisk – og hjemmeside kyndig – som hendes dejlige blog giver udtryk for.

Jo, jo. HyggeHelle har bestil privatundervisning i Wordpress.

Huset dufter, for vi bager æblekage. Pigerne læser lektier på værelserne og jeg putter mig i sofaen med kaffekruset.

Jeg har tændt levende lys. Lige nu er jeg sådan lidt efterårstrist. Sådan har jeg det tit på den her årstid.

Men det går over igen, det ved jeg.

Jeg åbner for lokalnyhederne, og hører byens borgmester. Han er så stolt, så stolt fortæller han. Det er fordi Middeflart kommune nu er kommet "et skridt nærmere" med at omdanne hele Hindsgavl halvøen til en dyrepark!!

12. mio kroner koster det ...

Det betyder, at store dele af skoven hegnes ind og spærres af, så vi ikke må komme der mere - heller ikke på mountainbike!

Arrggghhhhhh...!   :-S

I nat har jeg haft overnattende gæst i Kajs tomme seng.

Emilie havde en uhyggelig oplevelse lørdag aften, hvor en stor fødselsdagsfest endte i slåskamp og knuste ruder og blod og ambulancer. Festen blev lukket i utide og jeg måtte allerede hente pigerne kl. 23.

Forinden havde jeg ødelagt pigernes aften. De var fire, som skulle spise her og jeg lavede Lasagne. ”Er der hvidløg i”, spurgte de to fremmede piger, da de satte sig til bords.

Selvfølgelig er der hvidløg i mor Helles hjemmelavede Garfield Lasagne! Masser af hvidløg.

Men jeg svarede ” … øhh, hvidløg?...nej …” – og pigerne guffede i sig. DER røg den score chance lørdag aften.

Men som sagt endte festen skidt.

Oplevelsen gav Emilie onde drømme i nat og hun kom trissende ind til mor med dynen under armen, lige som dengang hun var 8.

Vi har haft sæsonafslutning i dag. 70 kilometer fik vi kørt - vejret var rigtig dejligt.

Vores gruppe kørte mod Føns, hvor turlederen lagde en lille fart-leg ind. Vi blev delt i 3 grupper, som hver skulle vælge en hemmelig kaptajn. Legen gik så ud på, at fræse 7 kilometer ud ad en blind vej. Det hold, hvis kaptajn kom først over "målstregen" havde vundet.

Mit hold valgte Bodil som den hemmelige Kaptajn, der skulle køres frem i spurten og så rææææææsede vi ellers af sted. Arrrrggghhhhh - de der eksplotioner i lårbasserne ER jeg ikke god til.

Men pyt, min kaptajn var langt foran mig, så hun havde ikke brug for min hjælp. Og jeg har set i fjernsynet, at når hjælperytterne har afleveret kaptajnen, trækker de ned bag ved og slapper af.

Så det gjorde jeg - trak ned og slappede af og ømmede mig .... Det' da lig' godt grove, hvad voksne mennesker kan lokkes til  ;-)

Vinderen blev Thorleif, en A-Rytter, som havde forvildet sig ned på C-holdet i dag, fordi han havde vagt på sit arbejde og ikke havde tid til at køre med A-gruppen til Jylland.

Hjemme i Middelfart spiste vi suppe sammen, inden vi skiltes igen. 

Men flest har der været af de fredelige hverdagsture ...

Jeg tror Trek'en har kørt omkring 20.000 kilometer. Det er mange ... derfor slog jeg også 400 kr. af prisen.

Nu bor den i Svendborg.

Men den hårdeste tur Trek'en og jeg har haft sammen, var nu alligevel Hærvejsturen 2003. 120 kilometer ad Hærvejens vandrerute på én weekend!

Jo, jo. Vi er faktisk med på begge billederne herunder - på det øverste slææææber jeg Trek'en op ad endnu en bakke. For pokker, hvor var det hårdt!

Hvor har jeg egentlig haft kastet mig ud i mange vanvittige projekter, på min cykel. Sjov nok er jeg altid kommet igennem.

Min første vintercupsæson kørte jeg faktisk også på Trek'en. Det var ikke den bare spøg - året efter fik jeg en rigtig mountainbike.

Herunder læser Pia og jeg kort, før vi kører ud på ruten. Det var den første søndag i januar 2003 og det var dælme glat! Vi fandt kun 3 poster den dag.